Klummer & artikler

I søndags fejrede vi landet over Sankt Hans i et helt perfekt solbeskinnet Danmark. Min egen lille familie havde pakket bilen for at fejre det med familie i smukke Kerteminde, hvor kombinationen af hav, strand og bålets varme satte rammen om en uforglemmelig aften – selvom det for en gangs skyld ikke lige blev fejret i Kolding. Måske det også var lidt ekstraordinært grundet de seneste års skiften mellem regn, tørke og Corona.

Vi har helt sikkert alle en række minder omkring Sankt Hans, hvad enten vi kalder det en hedensk højtid eller en markering af Johannes Døberens fødselsdag. Vi synger alle med på sangen Midsommervisen, som har sit afsæt i Drachmanns eventyrspil “Der var engang,” som blandt andet fortæller om opdragelsen til at blive en kvinde – måske vi har været heldige og fanget den lette melodi-udgave skrevet af Shu-bi-dua, alt imens vi ser bålet brænde og heksen stille og roligt svinde ind til en lille bunke aske.

Som tidligere skolemand har jeg altid koblet Sankt Hans med afslutningen på et skoleår. Faktisk helt tilbage til min egen studentertid på Munkensdam, hvor dagen blev fejret med en helt frisk rød og hvid studenterhue.

Mange unge har siddet og klargjort den sidste eksamen i løbet af juni, været nervøse over hvad der ville stå på sedlen der skulle trækkes inden forberedelsesrummet ventede. Ind i mellem ramte de måske det helt rigtige – det emne de virkelig havde håbet at trække. Andre gange, ja, så var det måske det værst mulige. Forskellen på succes og fiasko synes for den unge til tider at kunne være båret af tilfældigheder.

Helt tilbage til latin-skolen har vi lænet os op ad eksamen for at lave endelige bedømmelser af de unges kompetencer. Vi har over år lært os selv at “Eksamen er den flittige elevs fest”. Måske jeg på mine gamle dage er ved at blive lidt blød, men én ting er helt sikkert – jeg har i mine mange år i skolen oplevet mange flittige unge mennesker blive kørt over af en eksamen. De fleste gymnasier har endda faste tilbud til unge med angst – ja, angst for eksamen… og betablokkere har i årevis været en del af den medicinale løsning på udfordringen.

Måske vi så er kommet til et punkt, hvor vi bliver nødt til at kigge på det egentlige problem og stoppe med at symptombehandle.

Mange lærde og selvlærte forsøger at blive meningsdannere indenfor de unges dannelse, uddannelse og ikke mindst trivsel. Det eneste jeg selv tør være helt sikker på er, at udfordringen langt overskygger at kigge for meget på en mobil eller spille PlayStation.

Der er noget dybereliggende galt i vores samfund.

Når vores egen datter, der i år bliver student fra Munkensdam, er færdig med at feste de kommende uger, ser vi frem til at følge hendes valg. Valg hun selv skal træffe i det tempo hun synes er bedst. Måske hun vil rejse, lære om andre kulturer og forstå verden i dens fulde kompleksitet – måske hun vil bruge tiden på at finde sig selv herhjemme? Måske det tager 1 år – måske det tager 3 år. Og når hun på et tidspunkt måske har besluttet sig for en uddannelse og så alligevel vælger at gå en anden retning året efter. Ja, så er det hendes valg og det støtter vi hende bedst muligt i – for sådan fungerer betingningsløs kærlighed. Det er nemlig forældrenes opgave.

Tillykke til alle jer der er blevet færdige, hvad enten det er en klassisk rød hue eller noget helt andet. Nyd tiden – lev i nuet – udsæt aldrig. Det har I fortjent.

Man skal nok være lidt mere end normal nyhedsblind, hvis det er gået ens næse forbi, at 9. juni betød Europaparlamentsvalg. Lygtepælene var igen plastret til med mere eller mindre vellignende portrætter af lokale valgoptimister, hvor størstedelens stemmer primært sikrer stemmer til partiets spidskandidat og valgforbundet, når der blot skal peges på 15 medlemmer ud af 169 opstillede kandidater. Det kan da om noget kaldes for at kæmpe for et større formål.
Men måske tiden er ved at være moden til mere politik og færre plakater? At hænge plakater op rundt omkring i hele landet med budskaber omkring et bedre klima kan vist bedst sammenlignes med de selvudnævnte eksperter, der kæmper imod skærme og internettet via de sociale medier… men det er nok en hel anden klumme.

Tilbage i 1849 blev mænd, der var uberygtede, havde indfødsret og var fyldt 30 år tildelt valgret. Nu, 175 år senere, er der måske mere på spil end nogensinde når vi går til valg. Krig er kommet geografisk tættere på Danmark, end det har været siden 1990’erne i Balkan og bekymringer omkring Mellemøsten er presserende. Klimaet råber på handling, og fattigdom omkring os eskalerer og sætter det europæiske fællesskab under pres ved blandt andet en voksende migration… og det er blot nogle af de udfordringer, der kommer til at være skelsættende for vores fælles fremtid på verdensplan og i vores lille beskyttede oase, Europa.

Hjemme i vores lille hus er vi nu, efter en række justeringer i Grundloven og valgretsalderen, fire der har stemmeret… eller som vi kalder det, stemmepligt. En pligt som del af en af de helt grundlæggende demokratiske dannelseselementer.

Skoler og uddannelsesinstitutioner løfter en vigtig opgave landet over, når opløbet til et forestående valg truer det ganske danske land. Men hvad er hjemmets opgave på denne læringsrejse?

Vores trygge samfund bygger på værdier, der er koblet sammen med troen på demokratiet som den magiske ingrediens, der løfter en servering på en hverdags kro til en 7-retters vinmenu på en Michelin restaurant. Vi er som samfund dybt afhængige af, at troen på demokratiet og den historiske fortælling om Danmark som foregangsland bliver givet videre til nye generationer. En fortælling, der ikke må fortabe sig i ligegyldige TikTok videoer om katte, der har et skjult talent eller fald på halen snap-shots af intetanende mennesker på en tilfældig gå-gade.

Vi, særligt i det segment, der har fået så meget foræret af gunstige tider, og nu sidder trygt i vores villa eller lejlighed og igen igen fortæller vores børn om dengang vi var unge, bør tage et større ansvar.

Vi skal sikre, at demokratiet og grundfortællingen om fællesskabets bærende rolle lever videre. Vi forældre skal garantere, at arvtagerne forstår vigtigheden af, at den demokratiske proces har sit afsæt i en ytringsfrihed, som for os er givet, men for andre ligger meget fjernt.

Og nej, det drejer sig ikke om, at vores børn skal tvangsindlægges til stegt flæsk med persillesovs, når der er valg, selvom det smager vidunderligt. Vi skal løfte vores samtaler i hjemmet til også at dreje sig om andet end vores egen navle. Vi skal sammen turde udfordre de lette holdninger med andet end overfladiske tilkendegivelser og italesætte egen rolle og derved skabe forudsætninger for vores børns fremtidige ønske om, at deltage i vigtige samtaler for fællesskabets bedste.

Tak til alle jer, der kæmper for demokratiet, hvad enten det er til højre eller venstre. Alle fortællinger, holdninger og indsatser er vigtige for at skabe den brede debat – kun derved sejrer et ægte demokrati.

“Vi er lige flyttet til Kolding og vil gerne høre om fordele og ulemper ved de forskellige skoler i Kolding”.

Det synes efterhånden at være lidt af en udtærsket klassiker på Facebook, men alligevel bruger et stort antal selvudnævnte specialister indenfor pædagogik og didaktik hver eneste gang anledningen til at udkrænge deres viden i bedste SoMe stil. Bevares, der findes da sikkert en stor mængde forældre, der har førstehåndsviden om deres eget barn på en skole og derfor har en holdning til skolen, men når alt kommer til alt, håber jeg inderligt ikke, at der er forældre, der vælger skole ud fra kommentarer på en fuldstændig åben Facebook tråd, hvor alt og alle har mulighed for at skrive hvad som helst.

Det er jo ikke en køkkenmaskine vi er ude at købe – det drejer sig om vores børns fremtid.

Når der skal vælges skole, skal du først gøre en væsentlig ting op med dig selv og din familie. Skal dit barn gå i skole med kvarterets børn, og få alle de fordele, der er for dit barn, når der dannes relationer med naboens børn, når I forældre kan mødes over hækken eller i opgangen og drøfte dagens finurligheder i klassen eller deltage i et socialt arrangement, hvor alle kommer fra samme område og måske som det vigtigste – børnene kan følges i skole? Er svaret ja, så vælg den lokale folkeskole.

Det valg tager sit afsæt i en yderst sympatisk tanke, hvor alle skoler kan alle ting lige godt, og at vi alle prioriterer det nære fællesskab før individet.

Der er bare to problemer i den tænkning – alle skoler kan ikke alle ting lige godt og familier er blevet mere fokuseret på at vælge det, der passer eget barn bedst.

I mange medier fylder inklusion- og adfærdsudfordringer på skolerne for tiden meget. De beskriver forfærdelige forhold rundt på udvalgte skoler, hvilket kan få mange forældre til at kigge mod de private tilbud. Alle skoler kan blive bedre – også de private. Forvent ikke, at alt er godt, bare fordi det er privat. Lad dem i stedet indgå som en mulighed på lige vilkår med folkeskolerne.

Hvad er vigtigst for dig og dit barn? Brug lidt tid på at blive klogere på de skoler, du overvejer til dit barn. For at blive inspireret kan du med fordel kigge på www.uddannelsesstatistik.dk, som løbende bliver opdateret af Børne- og Undervisningsministeriet. Der findes svarene på mange af de spørgsmål, du som forælder ofte har lyst til at stille skolen. Desværre er der data, som privat- og friskolerne ikke skal indlevere, så der må du udføre lidt ekstra detektivarbejde, hvor særligt den lovpligtige undervisningsmiljøvurdering og trivselsmålinger kan være et godt supplement.

Når du læser data, er det vigtigt ikke at blive forblændet af et enkelt år, hvor en skole scorer usædvanligt højt eller lavt på et eller flere områder. Kig i stedet over flere år og find det niveau, der over tid kendetegner den enkelte skole. Derudover er det stadig en god idé at forholde sig til den socioøkonomiske reference, der trods mangler, stadig giver et nogenlunde retvisende billede af, hvorvidt den enkelte skole leverer på det niveau, der kan forventes.

Stadig i tvivl? Besøg skolen, mærk stemningen, er der tid til dig og dit barn, er der ro til undervisning, ser børnene ud til at trives og er de voksne på skolen i børnehøjde. Dette kan naturligvis kun opleves i undervisningstiden – så prioriter at komme imens der er børn på skolen.

Og så er det endelig blevet tid til at vælge – men husk, en skole er aldrig bedre end de voksne der er omkring dit barn.

ADVARSEL – der kan i dagens klumme forekomme fagnørderi på skoleområdet.

Her i Kolding lærer vi for tiden nye ord at kende i forbindelse med offentliggørelsen af nye tanker og beslutninger på skoleområdet. Incitamentsmodel og mellemformer… de ligger lidt ujævnt i munden, men måske de kan et eller andet.

Incitamentsmodellen er en populærbetegnelse for en decentral økomisk betalingsmodel, der tager sit afsæt i teorien om, at skoler, der selv skal medfinansiere segregering af specialundervisningselever tager et større ansvar for inklusion på egen skole.

Mellemformer er det tilbud der oprettes i det almene tilbud på folkeskolerne, hvor enkeltelever eller grupper har brug for et mere tilpasset tilbud, men stadig vurderes til at have bedst af at være en del af fællesskabet på den lokale folkeskole. Overstiger det specialiserede behov, hvad der kan forventes understøttet af en mellemform, viderevisiteres eleven til et specialtilbud.

Det giver da udelukkende god mening, havde det ikke været for det faretruende clash mellem teori og virkelighed, der ligger og ulmer i baggrunden.

Overskrifterne i medierne er for tiden fyldt med møgsager på skoleområdet over hele landet – ingen nævnt, ingen glemt. Dog vil den mere nørdede skolefaglighed tydeligt kunne finde et sikkert mønster omkring børn, der ikke trives, børn der er i overkrav og børn, der måske ikke møder den rigtige pædagogiske tilgang. Det giver mistrivsel ude i klasserne, for lidt fokus på faglig og menneskelig læring, stor utryghed og utilfredshed blandt forældre og et særdeles usundt arbejdsmiljø for personalet.

Jeg har været priviligeret at være tilknyttet folkeskolen som lærer og leder i mere end 20 år. Jeg har mødt de lærere, pædagoger og ledere, der landet over skal stå model til evig hetz i medierne, på trods af deres store engagement og faglighed. Det er ganske enkelt ikke rimeligt, at vi bliver ved med at skyde med skarpt på budbringeren. De gør deres bedste ud fra den situation, vi som samfund har sat dem i.

Men hvad gør den skole, der er presset på økonomi og ikke har råd til at gøre brug af den bedste løsning? De fleste skoleledere kender dilemmaet, og for manges vedkommende vil løsningen måske ikke nødvendigvis tage sit afsæt i barnets bedste og et sundt og sikkert arbejdsmiljø for skolens personale.

Hvordan ville vores skolesystem mon se ud, hvis alle med mulighed for at påvirke udviklingen udelukkende måtte tage afsæt i barnets bedste… uden skelen til et regneark? Se det kunne være et spændende eksperiment at kaste lærde meningsdannere ud i. Faktisk burde dette ligge absolut øverst i kassen med Vilde Problemer.

Nu er det heldigvis ikke mig, der skal få de økonomiske ressourcer til at nå hele vejen rundt. Jeg er blot en tidligere skolenørd, der tillader mig at være en smule interesseret for den retning, vi vælger at tage for vores børns trivsel, dannelse og uddannelse – og ikke mindst skolernes personale. De har alle fortjent det bedste, vi kan tilbyde.

Og for god ordens skyld skal nævnes, at nyeste forskning viser, at mellemformer til tider kan have en positiv effekt under de helt rigtige omstændigheder, til trods for at også tænkningen om mellemformer har sit oprindelige afsæt i ønsket om en bedre økonomi.

Spændende hvilken retning vi tager for vores børn i Kolding.

Fortsættelse følger….

Hvem ønsker du at være i 2024?

Nytårsfortsætter er jævnfør traditionen den gængse måde at tydeliggøre sine egne ønsker på til fremtiden. Måske den rundt omkring nu står på “hvid januar” eller forsøg nr. 12 på at stoppe med at ryge. Mon ikke også mange har fået anskaffet sig en hæslig badevægt, der kan forpeste selv det mest postive livssyn.

Stod det til mig, skulle nytårsfortsætter afskaffes på samme måde som St. Bededag – hen over natten uden indflydelse fra andres holdning. Nytårsfortsætter repræsenterer for mig den diametrale modsætning til at leve i nuet – livet kan ikke gøres op som i en virksomheds årsrapport, hvor KPI’er bliver evalueret og nye indsatser præsenteres ved næstkommende personalemøde …. og så er det måske nok alligevel på sin plads, at anerkende alle de nytårsfortsætter, der bliver til gode vaner, livslyst og den gode vej til et bedre liv – hvis de findes.

At leve i nuet kræver, at vi hver især accepterer livet som bestående af lige dele tilfældigheder og gode beslutninger. Ikke alt kan eller skal styres.
Som menneske er vi alle en vigtig brik i universets store puslespil, hvor vi hver især spiller hovedrollen i vores eget liv og sætter rammen for, hvem og ikke hvad, vi gerne vil blive husket for at være. Ikke blot ligegyldige ting som, hvilken titel vi havde, hvad der stod i garagen eller hvor meget der stod på bankbogen. Selvom det kan synes meget flatterende ikke at være afhængig af at skulle bekymre sig om ussel mammon.

Hvem ser du i spejlet om morgenen? For mig det ultimative spørgsmål man kan stille sig selv på en hvilket som helst dag – ikke bare til nytår. Harmonerer det jeg ser, med den jeg ønsker at være? .. og formår jeg at tilsidesætte de forventninger andre måtte have? Et ydre pres der synes evigt stigende og lægger sig som en tonstung tyngdedyne over os alle.

Derudover skal vi som mennesker også forholde os til de forfærdelige omstændigheder mange andre lever i, i vores omverden, hvor krig og ufred synes at fortsætte med at være en del af normen. Krige, der synes at være styret af territoriale principper fra en svunden tid, der nu i sin krigeriske umenneskelighed overskygger alle former for empati. Krige hvor menneskeliv går til i konflikter der på ingen måde retfærdiggør det store tab, det er at miste sine kære. Det må kunne løses på en bedre måde.

I 2024 ønsker jeg, at vi alle bliver bedre til at se andre uden at dømme. Bliver bedre til at tale med hinanden og ikke tale om hinanden. Skabe en platform, hvor ung som gammel har det fornødne overskud, ro og støtte til at blive den person de allermest ønsker at være.

Vær den bedste udgave af dig selv – vær noget godt for andre uden nødvendigvis at inkassere likes for det, og lad anerkendelsen findes i spejlbilledet der lader dig selv afgøre, hvad der er rigtigt for lige præcis dig.

Og som Lasse Svan så rammende udtalte ved kåringen til Sportens Hall of Fame: “Du skal tro på dine egne evner, giv dig selv den opbakning, som du har brug for – og vær vedholdende”

Med ønsket om et sundt og sikkert 2024 – Godt nytår

Arbejdsmiljø – er det nu også en ting?

Alle har ret til et sundt og sikkert arbejdsmiljø – ja, selv lærere, pædagoger, ledere og andre ansatte rundt på de danske folkeskoler.

Selvom det efterhånden synes at være en evighed siden, jeg sad plantet i kaptajnstolen på en folkeskole i Kolding, vækker det et hav af følelser, erindringer og forundringer, når jeg hører beretninger fra et presset arbejdsmiljø.

Og lad os lige starte med at kridte banen op. Det drejer sig ikke om de “småting” der hører under den daglige drift og udviklingen af en arbejdsplads. De episoder, hvor vi måske er uenige omkring fordeling af opgaver, tid, ledelse og samarbejde – de løses, hvor det giver bedst mening i en travl hverdag, når arbejdsmiljøgrupper, samarbejdsudvalg eller MED udvalg bringer det i spil i de rette fora.

Måske sker det, når en leder mister jordforbindelsen og træffer dårlige beslutninger, eller måske når grupperinger i personalegruppen skaber et usundt arbejdsklima. Mange af os, med bare en lille smule selvindsigt, ved også, hvornår vi har været på den ene eller anden side. Det er vist de færreste, der kan melde helt pas på den.

Alt det skal der selvfølgelig være styr på – ikke bare når Arbejdstilsynet kigger forbi, nej, faktisk altid.

Når arbejdsmiljøet halter på en arbejdsplads peger alle fingre mod ledelsen. Det er der meget rigtigt i, men det kan aldrig være hele sandheden. Som udgangspunkt er din vigtigste opgave som leder at skabe de bedst mulige forudsætninger for, at dit personale lykkes med kerneopgaven på et højt niveau. Herunder at sørge for, at det er sundt og sikkert at tage på arbejde.

Når jeg tidligere talte med mit personale, har de helt sikkert hørt mig gentage to sætninger: “Du skal køre glad på arbejde og køre glad hjem” og “familien er altid vigtigst”. Formår man som arbejdsplads at give sine medarbejdere et troværdigt billede af, at du som leder tror på, at de to grundsætninger skaber udgangspunktet for et bæredygtigt arbejdsmiljø, kan du være så heldig, at du får det fineste, du kan opnå som leder – følgeskab.

Ledelse af skoler kan være dilemmafyldt. Som leder vil du grundlæggende forsøge at skabe det bedst mulige indtryk af din skole. Selvom vi alle siger noget andet, vil der altid være et konkurrenceelement i at lykkes som skole. Gode karakterer, god trivsel blandt elever, glade medarbejdere og tilfredse forældre sælger billetter. Det modsatte vil typisk skabe elevflugt.

Derudover kan du som leder stå med en viden som på ingen måde hverken kan eller må deles med offentligheden, selvom det måske var fristende for at få ro eller forståelse. Ikke blot fordi personalet er forpligtet på at beskytte data tilknyttet personer via GDPR, men vigtigst af alt – fordi skolens samlede personale går forrest som ordentlige og gode eksempler.

Traditionen tro bruger mange medier perioden mellem sommerferiens afslutning og efterårsferien til at dykke ned i de udfordringer, der måtte være på skolerne. Denne gang suppleret af et folkeskoleudspil og nogle konkrete fortællinger fra en lokal skole. Listen af udfordringer synes næsten uendelig – måske endda uoverkommelig.

Hvis vi som samfund skal lykkes fremadrettet, bliver vi nødt til at blive bedre til at fokusere på bolden og knap så meget på manden. Vi har brug for at pædagoger, lærere og ledere mærker en oprigtig støtte – en støtte der kommer fra os alle. Den skal komme fra forældre, den skal komme fra politikere, og den skal komme fra forvaltninger.

Ingen må stå alene når det virkelig brænder på – hetz og offentlig afbrænding hører en anden tid til. Parker egne behov og meld dit medlemskab til det store fællesskab.

Kære alle I vidunderlige studenter
– og særligt vores egen Alma

Solen skinner over vores ungdom. Huer i alle regnbuens farver er blevet sat på dimittenders hoveder over hele landet. Dimittender, der har knoklet for at komme et skridt nærmere deres drømme.

Hjemme ved os hersker den røde farve. Ikke fordi det er blevet forventet, men fordi der er blevet taget et aktivt valg om den mere brede og dannende ungdomsuddannelse. Det har vist sig at være det rigtige ved os – indtil videre.

Vi udelukker naturligvis alle undersøgelser, der gentagne gange har vist, at ens børn går i forældrenes fodspor. Det betyder ikke noget, at både mor og far har en rød hue og skribenten i øvrigt selv dimitterede fra det gode gymnasium Munkensdam for blot 28 år siden – ingen forudantagelser herfra.

Men det skal nu ikke ændre ved den stolthed, der buldrer igennem kroppen, når I og jeres venner står smukke og parate til livet med jeres flotte huer. I vores øjne er det faktisk også mindre væsentligt, hvorvidt I sluttede med et 02 eller 12 – karakter er noget man har, ikke noget man får ved en eksamen.

Havde det været for bare 5 år siden, havde voksne stået klar på sidelinjen og tudet jer ørerne fulde af ligegyldige sætninger, som skulle motivere til videre boglig uddannelse – gerne hurtigst muligt.

Verden har heldigvis ændret sig. Vi er alle blevet klogere. Vi har som samfund ændret den grundlæggende forståelse af, hvad der giver reel livsværdi.

Livet leves bedst i nutiden. Vi begår alle fejl – vi lærer – vi lever. En grundtese for alle mennesker, der går ind til livet med ønsket om kontinuerlig højnelse af livsværdi.

Kast jer ud i livet i samspil med det åbne sind og det åbne hjerte. De fleste I møder på jeres vej, vil være ligesindede og møde jer i relationer, hvor udgangspunktet er ønsket om alles bedste.

Lad jer ikke slå tilbage når livet yder jer modstand. Der vil sikkert komme dage, hvor hverdagen vil drille og give knubs – I vil der, med den rette tilgang formå at forstå, lære og styre videre på livets kringlede landevej.
Skulle det ind i mellem være nødvendigt med hjælp, er det vores, som forældre, absolut vigtigste opgave, at stå klar med støtte og kærlighed.

Hjemme ved os er der ingen forventninger om et klassisk sabbatår.

Nej, vi har en forventning om, at man lever sit liv hver eneste dag. Et liv, hvor hver dag tæller lige meget. Læringen om sig selv, det dannede liv og relationer tager tid – om det gøres bedst på en jordomrejse, et højskoleophold, ved at arbejde, læse videre eller noget helt andet, ved kun I.

Kære studenter – forvent mest muligt af livet, det kan meget mere, end vi voksne går og fortæller. Bliv ved med at være fantastiske repræsentanter for livsglæde, kærlighed og dannelse. Lær os voksne, at livet er en dans på roser. Lad ikke den på papiret lærde ødelægge jeres umiddelbare tilgang til samfundet og jeres åbne hjerte til fuldendte relationer.

I er fremtiden. I er elsket. Tillykke med livet.

Tidligere på ugen faldt jeg over et meget interessant opslag fra en gut der hedder Andreas von der Heydt på LinkedIn (aka de voksnes TikTok – bare uden sjov og spas, til gengæld ikke fra Kina) omhandlende livsværdi.

Hovedessensen af oplaget var ganske enkelt – du vil ikke blive husket for din løn, hvor travlt du havde, hvor mange timer du arbejdede eller hvor mange dyre ting, du kunne købe.

Du vil blive husket for, hvordan du fik folk til at føle sig, tiden du brugte på dem, om du holdt dit ord, og om man generelt kunne stole på dig.

Min egen og yngre generationer har lidt under en stor udfordring. Det har været for let at have det godt… eller omformuleret – det har været for let at få det, som man tror, man bør have det.
Vores beskyttede, forkælede og lettere indsnævrede verdenssyn har aldrig råbt efter et oprør. Ungdomsoprøret der udeblev er måske min og yngre generationers største udfordring. Vi satte tempo og retning efter tidligere generationers drømme og forventninger til livet.

Men nu kære venner kommer oprøret. Et oprør, der har sin oprindelse i en ny definition af livskvalitet. Ikke et totalitært styre, kartoffelkure eller andre udefra kommende faktorer. Den kommer i en erkendelse af, at livet er meget mere end at følge strømmen, at ville mere med livet og have et ekstraordinært fokus på tætte relationer.

Du kan genkende oprøret på de sociale medier, hvor cyber-venner skriver “jeg har trukket stikket”, “nye udfordringer og mere tid til familen” eller “jeg er hoppet af hamsterhjulet”. Det kan både være den ny-uddannede, der ikke ønsker det selvsamme ræs, de har oplevet hos ældre generationer, eller den halvgamle og gennemtestede funktionær, som jeg selv, der ønsker større indflydelse på livet i et bredere perspektiv.

Dette oprør stiller nye og høje krav til arbejdsgiverne, der i vildskab leder efter den magiske løsning på ekstraordinære udfordringer omkring fastholdelse og rekruttering, hvor løn ikke nødvendigvis længere er gangbar valuta i forhandlingen. Der tales meget mere om fleksible arbejdspladser, hvor tid og sted handles til højeste kurs. Vi har under nylige hjemsendelser endda stemplet hjemmearbejde og onlinemøder som effektive og værdiskabende.
Vi, der arbejder med arbejdsmiljø, har en tendens til at placere bevægelsen under paraplyen, vi kalder bæredygtigt arbejdsmiljø.

Men hvad er prisen på grisen? I en lang årrække har vi rundt på arbejdspladserne arbejdet ud fra at skabe mere og højere Social Kapital – troet på, at det var den direkte vej til retfærdighed, tillid og værdifulde relationer.
Kan vi nu opretholde den opnåede kvalitet og effektivitet i den Sociale Kapitals værdiskabende kurs, når vi som ansatte undgår de daglige fysiske konfrontationer, irriterende spørgsmål, fremragende sparringssamtaler og møder, hvor vi kigger hinanden i øjnene, imens vi er i rummet – hvor vi forpligter os i fællesskabet?

Måske vi kan mødes på midten – et sted, hvor vi skaber fleksible arbejdspladser af den rigtige årsag kombineret med troen på, at mennesker, der trives i vigtige relationer, leverer et bedre stykke arbejde.
Et sted, hvor vi vil blive husket for, hvordan vi fik folk til at føle sig, tiden vi brugte på dem, om vi holdt vores ord og om man generelt kunne stole på os.

På magisk vis tror en stor del af den voksne befolkning stadig, at store livsændringer bedst tager afsæt i en 100-hestes brandert akkompagneret af en cigar og lidt krudt. Der bliver hvert eneste år lavet nytårsforsætter med ønsket om at stoppe med at ryge, dyrke mere motion, arbejde mindre, få mere familietid, lære at tale italiensk og mange mange flere fuldstændig uoverkommelige og urealistiske livsstilsændringer. Ud over at være truffet på gyngende og usikker grund, har de alle sammen én ting til fælles – de vil med ret stor sandsynlighed ikke lykkes. Uden at have lavet et længere empirisk studie over opfyldelsesgraden, kan jeg med ret stor sikkerhed antyde, at størstedelen blot forbliver en fatamorgana et sted i verden, hvor der i øvrigt ikke burde have været et fodboldstadion.

Jeg tror på, at livet består af 50% gode beslutninger og 50% tilfældigheder. Tilfældigheder er kontekstafhængige og kan påvirkes i en vis grad – særligt den del af tilfældighed, som vi har til vane at kalde held. Held er noget vi opsøger – ikke noget vi venter på skal ske. Tidligere sagde vi, at heldet følger den tossede. Jeg vil hellere sige, at heldet følger den dygtige.

Ønsker vi, at der skal ske noget nyt og vigtigt i livet, bør beslutningen tages på et velovervejet tidspunkt. Vi skal mærke efter, helt inde hvor følelser og fornuft har til hovedsæde i vores krop og dernæst lægge en plan for udførelsen af beslutningen. Hvad er første skridt, hvad er næste skridt, hvilket delmål har jeg – hvor vil jeg gerne være om 6 eller 12 måneder … osv. Måske krydret med et spontant og vildt regneark.

Jeg selv og min fantastiske familie er kommet godt hen over nytåret. Meget er sket i 2022, endnu mere vil ske i 2023. Vi bør og skal have store forventninger til året der kommer.

Vi har alle en forpligtelse til at få mest muligt ud af livet og sammen skabe de bedste forudsætninger for, at vi som samfund lykkes. Jeg bliver så inderligt glad, når jeg i løbet af 2022 gentagne gange har oplevet og læst om mennesker, der tager hånd om andres svære livsomstændigheder. For der er så meget at tage fat i – kigger vi os omkring, er mange ikke så heldigt stillede, som vi er her i lille beskyttede Danmark.

Derfor er det også ekstra skuffende, når vi ser os selv blive smålige og nærtagende. Når vi bruger en retorik, der i bedste fald er sårende – i værste fald direkte ødelæggende og nedbrydende.

I min egen lidt naive verden, troede jeg, at vores fælles rejse under epidemien de seneste 2 år, ville skabe mere sammenhold og fokus på værdien af både relationer til vores nære men også mere fjerne bekendtskaber. Glæde os over andres lykke og sende positiv energi til dem der prøver at skabe noget godt – og bekæmpe enhver snert af selvmedlidenhed og jantelov.

Mit højeste ønske for 2023 vil være, at vi alle bliver bedre til at se fremad. At vi alle tager en aktiv beslutning om at være mere for andre – og mindre for os selv. At vi tager til genmæle, når vi har noget konstruktivt og ikke blot skyder med skarpt uden retning. At vi alle bliver bedre til at forstå, at vores handlinger har en konsekvens – måske ikke for os selv, men så for andre.

Livet har så meget at byde på, men intet er gratis. Start med en lille livsinvestering i at skabe en forandring. Skriv noget pænt til et opslag på Facebook eller start måske der, hvor du helt lader være med at skrive på de sociale medier – det kan også være en positiv forandring.

Bruger vi blot et øjeblik på selvindsigt, ved vi alle, hvor vores egen forskel kan gøres. Til gengæld vil vi hurtigt lære, at gode livsinvesteringer giver et langt bedre afkast end både obligationer og aktier.

Lad 2023 blive de gode beslutningers år.

Og nej, at løbe fra sit ansvar anses ikke som motion.

Rigtig godt nytår

Søges: Sund fornuft.
Haves: Ydre styring.

Vi er knap kommet i gang med et nyt skoleår inden selvudnævnte specialister på skoleområdet, politikere, forskere, madskribenter, sundhedsguruer og andet godtfolk melder sig på banen for at guide os i forvejen rundforvirrede forældre til børn i den skolepligtige alder. Vi læser og visuelt oplyses i alle medier om, hvordan en god madpakke er, hvordan vi bakker korrekt op om fællesskabet, hvornår på dagen vores børn er mest læringsparate, hvordan vi skal tale til andre børn, hvordan vi bedst angriber lektielæsning, hvor meget og hvordan et barn bør bevæge sig og meget, meget mere. Og vi er alle lette ofre.

For hvem vil ikke gøre det absolut bedste for sit barn? Hvem vil stå tilbage og være den ene forælder, der udstiller sig selv ved ikke at følge de nyeste trends. Måske en trend der allerede er blevet kendt- og vedtaget folkeret via de sociale medier. Nej, så hellere rette ind, tage et billede af den politisk-korrekte madpakke til Instagram og høste de likes, der følger med.

Jeg tager i år fat på mit 23. år i grundskolen, hvoraf de 15 har været som skoleleder. Dermed burde jeg være specialist på området og så let som at klø mig i nakken, kunne guide både egne og andres børn på rette vej i dette informationshelvede. Desværre, eller skulle jeg måske sige, heldigvis, er det ikke bare så enkelt. Alle børn er forskellige og kræver noget helt forskelligt af os voksne.

Det nye skoleår vil jeg foreslå bliver markant anderledes end de sidste mange år. Jeg vil foreslå, at vi lader os forældre blive de vigtigste mennesker i vores børns liv. Jeg vil foreslå, at i øvrigt sikkert velmente råd fra klog og knap så klog, grundigt vurderes af vores indre ”Kejserens nye klæder”-barometer. Jeg vil foreslå, at begrebet SUND FORNUFT genindføres og bliver styrende i en alt for hurtig og overfladisk samfundsorden. Måske den kommer til at tage lidt tid at finde frem, men den må jo være derude ét eller andet sted.

Sund fornuft, menneskets naturlige evne til at overveje og ræsonnere, som der så fint står beskrevet på internettet. Jeg vil måske hellere beskrive sund fornuft som egen kobling mellem følelser, erfaring og viden. Det spænd, hvor vi inderst inde ved, om noget er rigtigt eller forkert. Sund fornuft kan også give udslag i det, vi kender som en ”god eller dårlig mavefornemmelse” omkring noget, der skal gøres eller besluttes.

Sund fornuft giver som oftest mening. Og er der noget, vi mennesker er helt pjattede med, er det beslutninger, der giver mening…. altså, primært for os selv, hvilket kunne være indledningen til en helt anden klumme, omkring det enkelte menneskes evne og lyst til at indgå i forpligtende fællesskaber.

Vi skal lære vores børn, at den ultimative sandhed ikke kommer væltende ud af en mobiltelefon, der udsender ligegyldigt nonsens i lår tykke stråler. Lære dem, at der er forskel på gode og dårlige beslutninger, lade dem forstå, at vores beslutninger tager udgangspunkt i deres lykke og vores egen kærlighed til dem, lære dem, at livets vigtigste lærdom er at være et godt menneske. Lære dem om sund fornuft.

Vi forældre skal, i den sunde fornufts tegn, blive genfødt som de vigtigste aktører i vores børns liv.

Hermed ønskes alle et nyt, spændende, lærerigt og udviklende skoleår. Må den sunde fornuft sejre.

Fyret, afskediget, opsagt, skyllet ud med badevandet, smidt ud på røv og albuer. Ja, kært barn har mange navne.

For 2 måneder siden blev jeg en oplevelse rigere. Ikke én af de sjove, men til gengæld én af de mere lærerige. Hen over natten gik jeg fra at være chef på en af landets største privatskoler til at være fuldtids husfar i vores lille hus i Sydbyen.

En fyring er for mange forbundet med lige dele berøringsangst, tabu og tavshedspligt. Lige som så meget andet, bør vi som mennesker blive bedre til at tale om det, der er svært – også når det gør lidt naller. Derfor har det også glædet mig utroligt meget, når forældre fra skolen eller andre fra den lidt mere ydre periferi af min omgangskreds, har italesat min afskedigelse i en samtale, når vores veje tilfældigt har krydset hinanden.

Sædvanen tro, var det en overskrift værd i alle de lokale medier – på godt og ondt. Og sædvanen tro, var der også mange mennesker, der havde en kommentar. Mængden af mennesker, der sidder bag ved skærmen og ganske ukritisk udkrænger deres indre negativitet, synes at være støt stigende. Desværre går der endnu en årrække, inden de årgange vi i skoleregi har givet et udgangspunkt for digital dannelse, bliver flertalsbestemmende.

Personligt er jeg flasket op med ordene – har du ikke noget pænt at sige, så bør du nok holde munden lukket. Det kan faktisk løse rigtig meget.

At blive fyret er aldrig rart – slet ikke når man selv går og tænker, at alt i alt gik det da meget godt. Omvendt kan man også komme til et stadie, hvor man kan være så grundlæggende uenige med andre mennesker, at der ikke er andre veje at gå. Det ved jeg som tidligere chef – og det respekterer jeg naturligvis også i mit eget tilfælde.

Nogle ryger direkte i kulkælderen efter en fyring, andre, som jeg selv, trækker i arbejdstøjet og forsøger først at afsøge årsagen og derefter finde en ny vej at gå. For mit eget vedkommende, begyndte jeg også straks at undersøge, hvor jeg nu skulle være skoleleder, og det var først, da der efter nogle uger kom lidt mere ro på, at jeg fik stillet mig selv et ganske væsentligt spørgsmål:

”Hvis du helt selv kan vælge, hvor tror du din energi giver dine omgivelser og dig selv mest energi tilbage?”

Et spørgsmål jeg ofte har stillet mennesker, der har befundet sig i forskellige livskriser og nu var lige ved at glemme at stille mig selv.

Vi er ikke vores arbejde, og vores identitet kan ikke blot forklares med en titel. Vi er som mennesker så meget mere.

I denne tid siger jeg med stor stolthed, at jeg er husfar, og jeg har lige pludselig tid til at renovere det sidste på vores lille hus. Jeg oplever desuden for første gang i mange år, hvordan min familie fungerer i praksis, når det er hverdag. Jeg har mulighed for at være mere til stede, give mere af mig selv og støtte når det er nødvendigt – på samme måde som de støtter mig i de valg, jeg for tiden træffer for min professionelle fremtid.

Både folkeskolen og nu også Kolding Realskole har betydet meget for mig personligt, men jeg har alligevel, efter nøje overvejelser, valgt at forlade skoleverdenen efter mere end 22 år. Jeg har i alle årene følt mig ekstremt privilegeret over at være en del at noget af det vigtigste vi har – vore børns fremtid.

Jeg skylder alle børn, forældre og kollegaer jeg har mødt på min vej en kæmpe tak.

Til januar venter helt nye udfordringer. For, hvo intet vover, intet vinder.

… og livet går hermed på magisk vis videre.

Hvordan navigerer vi som videns- og omsorgsmedarbejdere i et arbejdsområde der har en tendens til at råber: ”Mere, mere, mere”?

Tidligere på ugen læste jeg en hjertegribende beretning fra en kollega, som jeg år tilbage havde fornøjelsen at arbejde sammen med. En beretning, der fortalte om et arbejde der sled så hårdt, at det til sidst ikke var muligt at fortsætte det, jeg ved, bor inde i denne fantastiske lærer. Desværre en fortælling jeg i mine 21 år i skolens tjeneste har hørt alt for tit.

For 13 mdr. siden valgte jeg selv at skifte mit arbejde ud. Mange spørger mig – er der så en forskel, når man som dig, går fra det kommunale til det private? Svaret er, et højt rungende JA!

Sarah Jaffe har for nyligt udgivet bogen ”Arbejdet elsker dig ikke tilbage – hvordan hengivenhed til vores arbejder efterlader os udnyttede, udmattede og alene”. Dagens interview i Politiken inviterer til en række spørgsmål. Særligt til os, der arbejder i videns- og omsorgsfagene.

Min påstand vil stadig være, at lærergerningen skal være lystbetonet, ja måske endda stadig være et kald. Lærere, pædagoger, sygeplejersker, SOSU’er og mange flere, bør stadig møde ind med hjertet først – de skal som udgangspunkt ikke bringes i situationer, hvor de, pga. elendige politikere og piv-ringe ledere, skal vurdere om kaldet står mål med prisen.

Tilbage til forskellen. Politisk har man i en årrække haft et stort fokus på, at alle er lige. Det er i sig selv, en tanke der kan varme selv det koldeste skoleleder-hjerte. Men hvor er det så gået galt? ”Alle er lige”-tankesættet har forplantet sig i lokalpolitik og videre til forvaltninger, muligvis et smut forbi en fagforening, for til sidst at lande på skolelederens skrivebord, som derefter står med opgaven – alle børn skal have lige muligheder. Igen et tankesæt, der varmer uden at starte brændeovnen.
Dog glemmer vi, at lige muligheder, ikke nødvendigvis hænger sammen med, at børn skal have ens tilbud. Inklusionstanken, som den er blevet fortolket, slider på skolerne og slider på lærere og pædagoger…. og har en høj pris for de børn der skal stå model til en ideologi, der mest af alt tolkes ind i et regneark når den endelig rammer virkeligheden.
Jeg står nu i spidsen for en privatskole. En privatskole, som en dannet ud af 132 års stolte traditioner og en stærk faglig profil. Vi har ligesom alle andre skoler, et stort beredskab omkring de børn der har det svært. Det ved vi selv, det ved vores forældre og børn. Men vi ved også, at der er børn, vi ikke kan hjælpe. Inklusionsopgaver der ikke kan/bør/skal løses i et normalskoletilbud, hvad enten der står privatskole eller folkeskole på hovedindgangen.

Jeg tager hatten af for de skoler, der fortæller den ene glade fortælling om vellykkede inklusionstiltag efter det andet, men håber så inderligt, at der også tages et passende afsæt i de skoler, der står med inklusionsopgaver op over begge ører. Prisen er for høj for både ansatte og de familier der bliver Sorte Per i et spil, som hverken skole eller familierne har indflydelse på.

Lærere og pædagoger landet over beretter om at være pressede på deres arbejde. Jeg er så privilegeret, at jeg i mit nye job, kan have indflydelse på, om mit personale har rimelige arbejdsvilkår. Arbejdsvilkår der har en absolut afsmittende virkning på, om der er plads til at være lærer og pædagog med hjertet først – at være der for kaldet. Det skaber en stærk skole for alle – børn, forældre og ansatte.

Om man ligefrem skal elske sit job, lader jeg stå åbent. Men at være på en skole kræver empatiske evner, der ikke står på en lønseddel.

Torsdag aften, deadline i morgen, med så meget på hjerte og blot så få ord der må skrives som den nye klummeskribent. Overskrifterne råber på at blive kommenteret af en skoleleder, der som så mange andre det sidste år har navigeret i en verden fyldt med usikkerhed, frygt og bange anelser for fremtiden. Pandemien fylder vores tanker og handlinger i hverdagen. Selv havde jeg i går min første hjemmearbejdsdag fra skolen, da jeg ikke før nu har villet slippe styrepinden. Control freak eller bare old school – jeg satser på det sidste.

Mette Frederiksen har netop afholdt et af sine mange pressemøder. Ikke noget nyt til os i skoleverdenen. Vi afventer videre instruks, som måske tikker ind, mens avisen trykkes. Vores gode statsminister havde tilsyneladende haft en snak med undervisningsministeren inden mødet, for retorikken med udgangspunkt i de sårbare fik særlig opmærksomhed – ja, og så en lærer der havde kørt rundt og vinket til sine elever. Alt sammen gode ting som vi kun kan tale varmt om.

Selvfølgelig skal vi italesætte, at det er svært at være barn og ung i et nedlukket land. Uden at kunne garantere den nødvendige dokumentation tænker jeg også, det er svært at være gammel, selvstændig, den første der ryger ud som timeansat eller ansat i vores sygehusvæsen. Ja, hvis jeg tænker længe nok, kan jeg sikkert også finde noget, der er svært for mig under Coronaens klamme hånd – måske endda noget, der er lidt synd for mig.

Jeg vælger at se verden lidt anderledes. Vi bor i et af verdens uden sammenligning mest fantastiske lande. Vi har blot få mennesker, der rager rundt i gaderne og brænder dårligt udklædte dukker af i en selvfed Coronaundskyldning eller snyder sig til lidt ekstra tid på brædderne i Østrig. De skal ikke få lov til at definere Danmark for mig. Jeg ser et land, mit land, der excellerer på fornemmeste vis, når verden bliver ét samlet brændpunkt. Vi står sammen som folk, når det er svært, bakker op, hjælper hinanden og forstår, at vi alle må yde vores bedste. Måske det bare er håndboldkampen imod Egypten, der stadig sidder i kroppen, men jeg bliver faktisk helt varm om hjertet, når jeg tænker på det.

Jeg er skoleleder, eller som jeg indimellem kalder mig selv – klasselærer for de gamle. Jeg har under pandemien været ansat på både en folkeskole og nu en privatskole, hvor jeg dagligt har udfordret, debatteret, instrueret og korrigeret den daglige drift under særdeles vanskelige forhold for skolernes personale. Jeg har stået og kigget ind i forhold, der har været ganske kritiske ud fra arbejdsmiljømæssige hensyn, uden at være i stand til at ændre ved det, da ikke alt kan eller skal styres. Men hvad enten jeg har stået som skoleleder på Kongsbjergskolen eller chef for Kolding Realskole, har det været ekstremt tydeligt for mig, at de mennesker, jeg har omkring mig, brænder så meget for at gøre en forskel, at de tilsidesætter egne behov for børnenes bedste. Jeg tænker, det ligeledes gør sig gældende på landets andre skoler – eller det håber jeg. Kan vi så ikke gøre det bedre? Jo, vi må aldrig stoppe med at stræbe efter det bedste. Det er forskellen på middelmådighed og dér, hvor min skole skal være.

Men som professionel ind i en kompleks verden af dannelse og uddannelse lytter jeg for tiden mindre efter de selvudnævnte undervisningsspecialister, der dukker op på diverse sociale medier og glemmer at slå lyttelapperne ud og tage imod sund fornuft. Heldigvis er jeg privilegeret og har et stort bagland af personale, forældre, elever og bestyrelse, der stiller konstruktive spørgsmål, der i en travl hverdag kan virke forstyrrende, men som efter en ekstra gennemgang viser sig at være både åbenlyse og retningsvisende for god udvikling.

Alt i alt er det faktisk helt ok at være i mine sko for tiden – trods Corona.